Spanien i marts 1968

This beautiful text is in Danish and written by Gordons wife Ulla for a catalogue for an exhibition at Gallery Birkdam in Copenhagen in 1968. It’s about the their life in Spain where they stayed for three month in 1968.

Barcelona er aftenhimlen rosa som i Paris, og i gaderne og menneskene kan man genkende sig selv og sit eget. I Madrid lugter husene af ged og Afrika, og ved solnedgang brænder byen i rødt, sort og svovlgult, før dens beboere formummer sig i en kutte af middelalderligt mørke.

Springvandet fryser til istapper i træerne foran Prado, og inde bag murene konfronterer Goya os med Spanien, først de forfinede, degenerede, forblændende spejlbilleder, han forsøgte at dåre adelen med, og de sidste, hvori han har vendt vrangen ud på sig selv og vist det, som det var og er – sort, forvrænget, pinagtigt, kaotisk, lidende, fuld a blod og frygtelige hemmeligheder.

I Altea er bjergene om os over 1000 meter høje. Uden et træ ligger de som fortidsuhyrer på spring tl at vågne op og tilintetgøre os, elefantgrå og golde sprukne som jorden og kvindernes hud, tørstende efter vand. Hele Spanien tørster, jorden mænd, kvinder, børn og dyr. Tørken tager duftene fra landet. Der er ingen andre ingen andre end lugten af kat og skraldespande, der står for længe i solen om dagen, fordi ingen ved, hvornår de bliver hentet. Ved havnen af rådne fisk og tang og sten. Værst er det den dag, vandværket strejker. En, to, tre dage uden vand. Vi går med vore spande og tigger om vand, længere og længere. Opvask hober sig op, alt stinker. Gordon bander, går ned til havet og prøver med saltvand, piner den sidste skvat op af grøften om appelsinlunden, går hen i baren og spørger på mineralvand og kommer hjem med en flaske gin, det er billigere.

Vand, farver og papir – kan det være mere enkelt, kan det være mere besværligt, når vand ikke findes.

På den fjerde dag kommer Gordon til at røre en tingest på taget, hovedvandtappen. Et sekund efter sprøjter vandet ud i kaskader. Han står i skjorte og bukser og sko og beruser sig i styrtebadet. Det skyller ned over køkkendøren, pipler ind i huset, drukner haven. Det stiger og stiger i fire timer, så kommer en mand og får strømmen standset. Igen uden vand. De næste fjorten dage får vi vand gennem en haveslange inde fra vor tålmodige nabo, der ser ud som om han bærer alle Spaniens byrder på sine skuldre og taler lige sådan.

I februar kommer regntiden. På vej til torvet vender man sig forskrækket om, tror en har kastet en håndfuld af strandens rullesten efter en, men det regn. I dagevis pisker den jorden og gør gaderne til floder, dag til nat. alt liv ophører. Ingen sorte skikkelser bevæger sig langs murene. ingen synger, skændes, skriger. Den ensomme grå uniform ved vagthuset i havnen er usynlig. Den lille mand med den trehjulede vogn og ny forsyninger kommer ikke. Man klarer sig med æg fra naboens høns. Postbudet på motorcykel med Clark Gable-frisure og -profil og evindelige solbriller kommer ikke. Vil man se livstegn eller ventede kontanter må man selv stavre sig gennem mudder og vandmasser op til posthuset på torvet. Inde i de køleskabskolde huse er der trist som i en ventesal.

Efter regnen kan man høre jorden ånde, græsset gro og blomsterne tvinge sig op af jorden. I få hektiske dage er alt frodighed og safter. Endelig kan man lugte naturen og ane, hvordan Spanien kunne have været, hvis ikke skovene i sin tid var blevet hugget op til armadaen, drømmen om storhed, og efterlod landet bart, tørstende og  evigt rugende i middelalder.

I Spanien omgås man daglig døden. På markedet roder de sortklædte, skræppende mødre i indvolde, hjerner, og dyr flås og parteres ufølsomt for øjnene af en, hvis ikke man selv må til det. Opsprættede katte og hunde ligger ved vejkanten. Lidt efter lidt bliver blod, indvolde, partering hverdag, man selv immun. Tyrefægtning en uundgåelig del af livet, for os mødet med en personlig død i modsætning til den anonyme død, der bliver en til del i den moderne civilisation. På vej til arenaen kører vi gennem en skov af blomstrende mandeltræer, hvide og rosa blade på sorte spinkle grene, et japansk drømmelandskab. Sart og forfinet og rødt og sort og stanken af sand og blod og dyreskind og sved.

Det er lørdag nat på Madrid banegård. Alle fire millioner indbyggere tumler rundt i den sorte sod-og svovlstinkende hal, soldater, mænd, kvinder og børn med madrasser, kasser, geder og høns. Togene pruster. højtalerne larmer. Hele Spanien på rejse. Et blik ind i skærsilden. Et mareridt fuld af modsætninger, uhåndgribeligt, evigt i bevægelse og ustandseligt vekslende, grusomt og blodigt, hedensk og guddommeligt, alt i en boblende, sydende keddel, der aldrig går af kog.

Det er en af hans verdener, den hvori han er en munk, der ikke ved, om han tilhører Gud eller djævelen.

Tekst: Ulla Borchsenius Fazakerley, oprindeligt trykt i kataloget til Gordon Fazakerleys udstilling i Galeri Birkdam i oktober 1968.

Om teksten siger Ulla: Vi var kommet hjem fra et tre måneders ophold i Altea i Spanien og Gordon havde uventet fået udstilling i Gallerie Birkdam i oktober. Gordon var taget til England, hvor hans far lige var død, og galleriet bad mig  skrive om vort liv i Spanien, hvilket jeg gjorde med stor fornøjelse.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial
Follow by Email